Byrådsmedlem

Amalie Bergholdt Kallesøe

Jeg er 33 år og bor i Båring Asperup sammen med min mand Peter og vores to døtre. Her er hverdagslivet, naturen og de lokale fællesskaber en stor del af vores liv. Jeg er optaget af, hvordan vi skaber gode steder at bo, vokse op og være en del af, både i byerne og i vores mindre lokalsamfund.

Til daglig er jeg leder af Middelfart Billedskole, hvor jeg arbejder for, at børn, unge og voksne får mulighed for at skabe, lære og opleve gennem kunst og håndværk. Jeg har en baggrund inden for industriel- og møbel design og arbejder til daglig med undervisning, udvikling, kulturprojekter og samarbejder på tværs af kommune, foreninger, skoler og lokale kræfter.

Jeg er valgt ind i Middelfart Kommunes Byråd og sidder i Børn, Kultur og Fritidsudvalget samt Klima, Natur og Genbrugsudvalget. Her arbejder jeg for, at vi tager beslutninger med blik for både mennesker, hverdagsliv og den kommune, vi giver videre.

Mit politiske engagement udspringer af en tro på, at vi skaber mere, når vi gør det sammen. Jeg brænder for stærke fællesskaber, gode muligheder for børn og unge, et levende kulturliv og for, at alle skal kunne finde et sted, hvor de hører til. Samtidig er jeg optaget af den grønne omstilling og af, hvordan vi kan gøre det lettere at leve et bæredygtigt hverdagsliv.

Jeg tror på udvikling frem for afvikling. På, at vores skoler, foreninger, kulturtilbud og lokale fællesskaber er noget af det, der binder Middelfart Kommune sammen. Og på, at vi skal turde tænke nyt, samtidig med at vi passer på det, der allerede virker.

Jeg vil arbejde for en kommune, hvor børn og unge har gode muligheder, hvor kulturen er for alle, hvor vores lokalsamfund har plads til at udvikle sig, og hvor vi tager ansvar for både mennesker, natur og vores fælles fremtid. 

Mail: Amalie.bergholdt@middelfart.dk