Middelfart Kommune er et godt sted at leve, bo og arbejde. Vi har plads til alle, der ønsker tryghed, sunde
valgmuligheder og naturoplevelser. Trygheden gælder hele livet. Den handler om gode lærings- og
udviklingsmuligheder for vores børn og unge. Sundheden handler om at tilbyde muligheder for en sund
livsstil, der forebygger og gør os livsduelige. Og naturoplevelserne er lige uden for hoveddøren.
Det er attraktivt at bo i vores lille hjørne af verden, og derfor vokser indbyggertallet. Vi skal fortsat skabe
arbejdspladser og give adgang til den rige natur, men det er tid til at justere kursen. Det er vigtigt at have
øje for kulturarv og kulturmiljøer i byer og landskaber. Vi skal i endnu højere grad vokse med omtanke for
natur, klima og fællesskaber. For at koncentrere bylivet i Middelfart og Strib og frigive mere areal til natur,
vil vi i højere grad tillade at bygge i højden. Det gælder primært for de nye boligområder ved Skrillinge og Brændeskovhallerne.
Det er væsentligt at have forskellige bomuligheder på hylderne. Der skal være byggegrunde i helekommunen, og der skal være mulighed for at bo på land eller i by. De senere år har der været en større
efterspørgsel på lejeboliger. Det er en efterspørgsel, vi vil imødekomme gennem nybyggeri – gerne i
samarbejde med private investorer, herunder ikke mindst boligselskaberne, så vi får flere almene boliger i
hele kommunen.
For tiden efterspørges anderledes boformer. Nogle ældre ønsker at blive i lokalområdet, men vil gerne
flytte i noget mindre. Familier efterspørger bofællesskaber uden at give afkald på at have sit eget. Vi vil
sætte os i spidsen for at udvikle vores boligområder, så Middelfart Kommune fortsat er et attraktivt sted at
bo for alle.
Frem for alt er vi en kommune, der har fokus på fællesskab. Vi tror på, at der skal være kort fra tanke til
handling, og at tingene fungerer allerbedst, når vi udvikler vores velfærd, skoler og kulturtilbud sammen –
med en praktisk involvering af borgere, virksomheder, institutioner og vores stærke foreninger. Vores
mangfoldighed er en styrke, og vi insisterer på, at vores velfærd har en høj standard for alle.
Vi vil understøtte stærke fællesskaber der, hvor vi bor i – og ud fra de interesser, vi hver især er optagede
af. Politisk skal vi påtage os et lederskab for at udvikle lokale fællesskaber på en måde, så alle oplever, at de
er en aktiv del af udviklingen.
Socialdemokratiet vil arbejde for:
• Byggegrunde og blandet byggeri i hele kommunen.
• Udvide adgang til en rig natur og stille skrappere krav til biodiversitet ved nybyggeri.
• Lokalplaner bør indeholde skrappere krav til en bedre biodiversitet.
• Flere grønne oaser og åndehuller i byerne.
• Skabe flere lejligheder i samarbejde med boligselskaber og private investorer.
• Fremme udviklingen af nye boformer sammen med boligselskaber, borgere og lokalsamfund. Vi vil
således understøtte etableringen af nye seniorbofællesskaber i Middelfart, generationsbofællesskab
i Baaring og Naturbyen ved Skrillinge.
• Styrke lokale fællesskaber gennem dialog, fælles udvikling og involvering.
• Understøtte samarbejde på tværs af foreninger, virksomheder og institutioner for at løfte lokale
fællesskaber.
• Fortsætte indsatsen for Bæredygtige Lokalsamfund og realiseringen af de lokale udviklingsplaner.
• Styrke lokaludvalgene gennem involvering og samarbejde – også om gode forhold for børn, ældre
og socialt udsatte.
• Understøtte arbejde med at rejse penge fra fonde til lokale projekter.
• Udrulning af grøn fjernvarme i Vejlby, Røjle, Kauslunde, Gamborg, Baaring/Asperup, Brenderup og
de resterende dele af Ejby, Gelsted og Nørre Aaby.
• Understøtte borgernes brug af kommunale bygninger til mødesteder og ramme for fællesskaber.
• Fortsat give tilskud til at nedrive faldefærdige ud udtjente bygninger.
• Der skal stilles krav om arkitektur af høj kvalitet.
• Værne om kulturarv og kulturmiljøer i forbindelse med enkeltbygninger og helheder i landskaber og
byer.
Vores kommune omfatter den enkelte borger, små og store fællesskaber. Det har stor betydning, at
kommunen hænger godt sammen, og at vi er sammen om den – ja ligefrem stolte af den. En god og
sammenhængende kommune bygger på tillid og samarbejde mellem en mangfoldighed af små og store
fællesskaber.
Der skal være kort vej fra den enkelte borger til byrådet og til de kommunale forvaltninger. Der skal også
være kort vej fra tanke til handling. Meget kan opnås i et tillidsfuldt og åbent samarbejde. Kommunen skal
fra top til bund og fra den ene ende til den anden være gennemstrømmet af gensidig vilje til åbenhed,
dialog og samarbejde.
Beslutninger skal i endnu højere grad enten lægges direkte ud til dem, der berøres, eller tages i dialog med
dem. Der skal være en gennemsigtighed og åbenhed omkring hvem, der i en given sag kan træffe
beslutning.
I den seneste valgperiode har vi frisat medarbejdere og ledere på ældreområdet fra nationale regler og
lokale vaner. Det har givet energi og sat gang i mange konkrete prøvehandlinger til gavn for borgerne. Vi vil
udbrede tænkningen til resten af organisationen – og give mere ansvar til bestyrelser og råd på
daginstitutioner, skoler og plejehjem.
Det skal være en klar bestræbelse at skabe en samlet kommune bestående af mangfoldige fællesskaber og
lokalsamfund, hvor dialog og demokrati er et fælles ansvar, der løbende er til forhandling og under
udvikling.
Det åbne land kommer til at gennemgå store forandringer de kommende år, når der skal plantes mere
skov, skabes ny natur, rejses energi og passes på drikkevand, klima og havet. Vi vil involvere borgerne i
denne styrkelse af naturen i landskabet.
Kommunen skal kort sagt ses som et hus for udvikling af demokrati og fællesskab.
Socialdemokratiet vil arbejde for:
• Alle velfærdsområder skal arbejde med frisættelse af regler og vaner for at give mere kvalitet for
borgerne og arbejdsglæde for ledere og medarbejdere.
• Kommunale medarbejdere skal imødekommende og hurtigt besvare henvendelser og opfange ideer
fra borgerne.
• Digitalisering af den kommunale organisation, så borgerne i højere grad kan have direkte og smidig
dialog med kommunen.
• Bibliotekerne har en særlig forpligtelse til at tilbyde alsidig oplysning og kulturtilbud med henblik på
at understøtte viden, dannelse, samarbejde og fællesskab.
• Unødvendigt bureaukrati skal nedbringes og medarbejderne skal have frihed til at træffe
beslutninger tæt på borgerne.
• Lokaludvalg kan samle og koordinere interesser og grupperinger i lokalsamfundet for at skabe
løsninger og samarbejde lokalt – og for at formidle kontakt og samarbejde i forhold til byrådet.
• Handicapråd, Ældreråd, Frivilligråd og Ungdomsråd spiller en væsentlig rolle for at opsamle ideer,
kritik og forslag i en ligeværdig dialog med byrådet.
• Fritidsudvalget spiller en væsentlig rolle for at samle, udvikle og styrke det mangfoldige foreningsliv
omfattende idræt og aftenskoler.
• Skolebestyrelser og forældrebestyrelser er centrale dialog- og samarbejdspartnere.
• Byrådet skal arbejde aktivt med at inddrage borgerne gennem borgermøder, høringer,
arbejdsgrupper og udvalg.
• Muligheder for samskabelse mellem kommunen og ikke-offentlige aktører skal sættes i spil.
• Der skal afsættes ressourcer til at understøtte borgerinddragende initiativer – i særlig grad til ny
udviklende og eksperimenterende tiltag.
• De politiske processer skal tilrettelægges, så borgerne i endnu højere grad bliver involveret tidligt i
udviklingen af nyt tiltag.
• Den positive og konstruktive brug af dialog og samarbejde er en nødvendig del af et levende
lokaldemokrati. Samarbejde på tværs af de kommunale forvaltninger er også et vigtigt bidrag til at
finde fælles løsninger.
• Indstifte pris til frivillige, foreninger og lokalsamfund.
• Rådhuset og lokale institutioner skal især indbyde børn og unge til at møde lokaldemokratiet.
• Socialdemokratiske byrådspolitikere vil deltage i det daglige politiske liv udenfor rådhuset.
• Det er en vigtig forpligtelse at opdrage børn og unge til deltagelse i det demokratiske liv. Der skal
arbejdes målrettet med de opvoksendes demokratiske dannelse – ikke bare teoretisk, men i praksis.
Socialdemokraterne vil arbejde for at skabe et medborgerhus, der udvikles på de frivilliges og foreningernes
behov og kræfter. Det er en samlende vision, der omfatter alle generationer og hele kommunen.
Medborgerhuset skal placeres et sted i Middelfart by. Det skal være tilgængeligt for alle kommunens store
og små lokalsamfund. Det skal være tilgængeligt for mennesker med handicap. Der skal være mulighed for
parkering.
Medborgerhuset skal være rummeligt. Der skal være plads til foredrag, koncerter og events for store
forsamlinger. Der skal indrettes forskellige typer af åbne værksteder, der skal inspirere til håndværk og
kreative sysler. Der skal være mødelokaler og udstillingsrum i forskellige størrelser. Der skal være køkkenog cafeteriafaciliteter.
Medborgerhusets udformning og indretning skal være imødekommende, smukt og bæredygtigt. Huset skal
være åbent for enkeltpersoner, der søger fællesskab i dagligdagen. Ligesom det skal indbyde til inspiration
og samarbejde på kryds og tværs.
Det er oplagt, at Medborgerhuset indgår som en del af kommunens klimastrategi. Det kan supplere
Klimafolkemødet med formidling året rundt.
Der findes allerede en række lokale initiativer, der samler større og mindre grupper af borgere. Det kan
være forsamlingshuse, menighedshuse og biblioteker. Det kan være Lillebæltsværftet, Tvillingegården,
Østergades Forsamlingshus, Billedskolen, Naturcentret, Frivilligcentret og mange flere steder. Erfaringer og
ønsker fra eksisterende aktiviteter skal opsamles og gives videre.
Der skal være et åbent samarbejde med eksisterende initiativer. Medborgerhuset skal give mulighed for at
udvide eksisterende initiativers udfoldelsesmuligheder både indadtil og udadtil. Medborgerhuset er
folkeligt og ikke-kommercielt. Den daglige tilrettelæggelse skal bygge på frivillighed og på brugernes
betingelser understøttet af kulturforvaltningen.
Visionen for Medborgerhuset ligger åben for borgere af alle generationer i hele kommunen. Visionen
indeholder en ekstra dimension – en demokratisk vision. Det er en vision nedefra og op om aktivt
medejerskab og aktiv medskaben. Fuldendelsen af visionen skal fra den første start og hele vejen bygge på
manges – ja ideelt set alles – medleven. Der skal bruges tid på kortlægning af foreningers og frivilliges
erfaringer og ønsker. Medborgerhuset skal vokse nedefra, og Middelfart Kommune skal understøtte
prøvehandlinger i fx Frivilligcentret og på TRÅDEN, som over tid skal vokse til et egentligt medborgerhus.
Der skal bruges tid på en bred og løbende reel borgerinddragelse.
I Middelfart kommune skal tryghed, trivsel, læring og fællesskab være nøgleordene for, hvordan børn bliver
mødt i de første og meget vigtige år af deres liv. Vores yngste borgere er i fokus. Både i den helt tidlige
målrettede indsats for de 0-2-årige, når vi indretter sundhedsplejen og også når vi renoverer dagtilbud og
bygger nyt. Helt grundlæggende vil vi sikre de bedst mulige rammer for, at førskolebørnene får en god start
på børnelivet. Det giver et meget bedre fundament for skoletiden og ungdomslivet.
Også i de kommende fire år vil nye dagtilbud tage form. Lige nu bygger vi ”Solsikken” ved Lillebæltskolen og
”Børnehuset Naturbyen” i Skrillinge er ved tage form. Derudover planlægger vi også en ny institution i Strib.
Tryghed sikres ved tæt dialog mellem forældre og et kvalificeret personale, der har tid og overskud til
børnene. Det kan også handle om sparring med pædagogerne til egen forældrerolle. Her skal også
sundhedsplejen tænkes tættere ind for tidligt at observere og afhjælpe evt. trivselsproblematikker som
desværre følger nogle børn fra tidligt i livet og i skolen. Vi ved, at tid med en voksen er meget
betydningsfuldt for børnene. Derfor vil vi også åbne for, at bedsteforældre og andre frivillige kan blive en
del af livet i daginstitutionerne som bålvagter, højtlæsere eller anden form for voksentid.
Målrettet arbejde med glade og trygge børn vil vi sikre ved at have gode overgange mellem dagpleje,
børnehave, SFO og skole. Der er fokus på hvert barns udvikling som en del af fællesskabet. Læring skal
forstås i bred forstand, hvor børnene oplever succeser med at tilegne sig kundskaber, der gør dem
nysgerrige på at lære yderligere.
Det er for Socialdemokratiet vigtigt, at alle børn er en del af et fællesskab og får den absolut bedste start på
livet. Det er helt afgørende for et godt liv sammen med andre, at der er fokus på at børnene kan indgå i
fællesskaber med respekt for hinanden.
Der kan være op til to års forskel på børns kompetencer, når de begynder i skole, ligesom der er en stor
forskel på, hvor mange ord børn har hørt, afhængigt af hvilken baggrund de kommer fra. Det er
udfordringer, som vi tager alvorligt ved at klæde alle børn så godt på som muligt fra begyndelsen af livet.
Den tidlige indsats er helt afgørende.
Den tidlige indsats og fokus på fællesskaber er to områder, der er fortsat, er helt centrale for
Socialdemokratiet. Det skal ske i et tæt samarbejdet med forældrene og indgå som en aktiv del af barnets
udvikling – og med mulighed for at kunne få råd og vejledning til, hvordan forældre bedst stimulerer deres
børn.
Bevægelse, motorik og musik skal være en integreret og naturlig del af hverdagen i vores institutioner, og vi
vil have fokus på, at vores institutioner har gode indendørs og udendørs rammer.
Målsætningerne i strategien ”fra Middelfartbarn til Verdensborger” skal være synlige for alle med en
hverdag i vores institutioner. Derfor vil vi igangsætte nye initiativer, som får den til at leve i hverdagen.
Samtidig er det en oplagt mulighed, at dagpleje, vuggestuer og børnehaver indgår som en del af
lokalområderne. Det kan være i form af et samarbejde med foreninger, som brugere af den natur og de
naturvejledere, som Middelfart kommune stiller til rådighed eller til kulturelle arrangementer, hvor
børnene involveres. Her er det helt oplagt at bruge børnehavebussen.
Vi har som socialdemokrater et særligt ansvar for at tage vare på sårbare og udsatte børn og familier. Det
skal ske så tidligt som muligt, og det skal ske uden at miste mulighederne for at være en naturlig del af
hverdag og vante fællesskaber.
Det vil vi i Socialdemokratiet være med til at skabe rammerne for!
Socialdemokratiet vil arbejde for:
• Dagtilbud skal være så tæt på familiens bopæl som muligt. Derfor er det vigtigt at fastholde den
geografiske spredning, som vi har på nuværende tidspunkt og gerne dagplejetilbud i alle
lokalområder.
• Tæt samarbejde om overgange i børnenes liv, så der er en rød tråd mellem dagplejen,
børnehaverne, SFO’en og skolen.
• God ledelse af institutioner og et godt arbejdsmiljø for at alle børn oplever et trygt miljø, hvor de
trives.
• Korps af specialpædagoger/ sundhedsplejersker som kan bistå personale og forældre når der tidligt
i barnets liv observeres trivselsproblematikker.
• Fortsat styrkelse af normeringen og her særligt have fokus på, at ledere ikke indgår i den daglige
normering. Ledere af daginstitutioner skal sidestilles med ledere af skoler.
• Tid til at forældre kan tale med personalet om deres eget barn og kan få dialog med
sundhedsplejersker m.m. hvis et barn mistrives.
• Indretning af institutionerne indendørs og udendørs, så de inspirerer til motorik og bevægelse og
sikre en løbende renovering af dagtilbuddene.
• Inddrage Naturcentret og naturvejlederne som inspiratorer til pasningstilbuddene.
• Brug af kulturinstitutioner som udflugtsmål. Det kan give børnene kendskab til og indføring i kultur
og historie og øge kendskabet til egen kommune.
• Madordning i alle institutioner med fokus på økologi og bæredygtighed, herunder etablering af
produktionskøkkener i alle institutioner.
• Bæredygtighed bør være en rød tråd i hele pasningstilbudsområdet.
• Åbningstider skal fortsat være brugervenlige som nu.
• Fortsætte det gode samarbejde med forældrebestyrelser! At de løbende inddrages som nu.
• Kvalitet i daginstitutionerne, så børnene er i trygge rammer med voksne, der har tid til dem.
• Styrkelse af uddannelse og efteruddannelse af personalet for at øge fagligheden.
• Daginstitutionerne skal understøtte netværk blandt forældrene, så sårbare familier også bliver en
del af et fællesskab og kan hjælpes på vej.
• Tidlig og kvalificeret indsats i hverdagen og de vante fællesskaber i forhold til sårbare og udsatte
børn – i et nært samarbejde med forældre og andre betydningsfulde voksne i børnenes netværk.
• Læringsmiljøer og en faglig bevidsthed om, hvordan man understøtter børn i at have succesfulde
oplevelser med at tilegne sig kompetencer og give børnene lyst til at lære og tilegne sig ny viden og
indgå i fællesskabermed andre.
• Fortsat fokus på tidlig indsats i børnenes første leveår i forlængelse af småbørnsindsatsen for 0-2-
årige.
• Tæt samarbejde med forældrene om børnenes udvikling – med forældre og familie som en aktiv
del af udviklingen.
• Særligt fokus på børns sproglige udvikling, fx gennem rim og remser, dialogisk læsning osv.
• Handleguiden skal sikre en systematik, hvor ingen børn overses – og hvor der med det samme
bliver handlet på de udfordringer, som kræver en ekstra indsats.
• Dagtilbuddene er en aktiv del af lokalområdet gennem samarbejde med foreningerne, brug af den
nærliggende natur og ved deltagelse i kulturelle arrangementer.
• Løbende modernisering af dagtilbuddene, herunder vedtagelse af renoveringsplan for samtlige
institutioner
Socialdemokratiet i Middelfart er stolte over at have været med i udviklingen af skolevisionen for
Middelfart kommune ”Fra Middelfartbarn til verdensborger”.
Det er fortsat socialdemokratiets politik, at børn i Middelfart kommune skal vide, hvor de kommer fra og
har deres rødder, men også at børnene skal dannes til et godt liv i en verden, som er stor og i hastig
udvikling og forandring.
De skal dannes demokratisk med forståelse for demokratiets styrke, men også dets sårbarhed. De skal lære
at indgå i fællesskaber, og at man grundlæggende skal have respekt for andre mennesker og forstå deres
værdi som mennesker.
De skal vokse op med en forståelse af ansvar for den fælles klode og for det klima og det miljø, som de og
kommende generationer skal leve i. Og have globalt udsyn og perspektiv.
De skal dygtiggøres og have viden, så de kan klare sig gennem uddannelse og klare sig godt livet igennem.
Trivsel er en forudsætning for god uddannelse og læring, og derfor skal der være fokus på god trivsel i
skolerne. God trivsel i barndommen skaber forudsætning for livsduelighed og robusthed til et voksenliv.
Der skal være plads til børn med specialbehov, og der skal være fagligt stærke specialtilbud.
Men børn har det bedst, når man er en del af det store fællesskab, og derfor skal der skabes gode rammer i
almenskolen, så de fleste børn kan løftes og have deres skoleliv der.
Det betyder, at der skal investeres i god efteruddannelse af lærere og pædagoger, at der skal være
fleksibilitet, så der kan løftes ekstra i de klasselokaler, hvor der er behov for det, f.eks. gennem
holddannelse, ”co-teaching” og to-lærerundervisning og med mellemrumsformer på den enkelte skole,
hvor der er behov for det.
God skole er en fælles opgave, og derfor skal der arbejdes tillidsfuldt og tæt sammen med alle interessenter
på skoleområdet. Der skal fortsat være fokus på at stå sammen om skolen. I Middelfart kommune er vi
stolte af, at vi har udviklet et udvidet og solidt samarbejde i Sammen om skolen med elever, forældre,
skolebestyrelser, pædagoger, lærere og ledere. Dette samarbejde skal fortsat udvikles og holdes levende.
Skolebestyrelserne er vigtige og får i de kommende år flere opgaver at løse, derfor skal der fortsat være tæt
og nær kontakt mellem forvaltning, politikerne og skolebestyrelserne i de årlige 2-3 dialogmøder.
Skolens medarbejdere skal have gode arbejdsforhold, så vi kan fastholde og rekruttere gode medarbejdere,
det gælder hele vejen rundt, lærere, pædagoger, teknisk personale og rengøringsmedarbejdere.
Skolerenoveringsplanen er ved at være gennemført, men skal helt i mål, så renoveringen af Østre skole og
Fjelsted Harndrup skole gennemføres. I de kommende år er det et fortsat mål, at der er gode rammer, og
derfor skal der fortsat være midler til renoveringsprojekter og vedligeholdelse.
Socialdemokratiet vil gerne bevare den nuværende skolestruktur, fordi den i høj grad understøtter alle
lokalområder i kommunen. Men skolerne skal være bæredygtige, og derfor skal der også investeres i
livsmuligheder i små lokalsamfund, så der sker udvikling og tilflytning, så der fortsat er elevgrundlag for at
drive skole der.
Socialdemokratiet vil arbejde for:
• Skolevisionen ”Fra Middelfartbarn til verdensborger” skal som udgangspunkt fortsat være
skolevision, men skal genbesøges med henblik på nye formuleringer og revision af pejlemærker.
Det skal ske i tæt samarbejde med alle interessenter på skoleområdet, skoleledere,
medarbejdergrupper, skolebestyrelser og elever.
• Rammerne for at så mange som muligt får deres skoleliv i almenskolen skal være et fortsat vigtigt
fokuspunkt.
• Mulighederne for differentieret undervisning i klasselokalerne med to-lærerordninger,
holddannelse og ”co-teaching” skal understøttes
• Specialtilbuddene skal være fagligt stærke og understøttes, hvor de er nødvendige, så alle børn
løftes.
• Skolerenoveringsplanen fuldføres, og der aftales en model for fortsat renovering og vedligeholdelse.
• Skolestrukturen skal bevares bæredygtig, og lokalsamfund skal understøttes bedst muligt til
opbakning af den enkelte skole.
• Skolen skal være omdrejningspunkt for lokalsamfundet.
• Vi ønsker et godt og stærkt psykisk og fysisk arbejdsmiljø for elever, medarbejdere og ledere.
• Bygning af multisal ved Lillebæltskolen.
• Eleverne skal involveres mere og have alderssvarende indflydelse på undervisningen.
Vi bliver flere ældre borgere de kommende år – særligt +85. Det er positivt. Socialdemokratiet vil arbejde
aktivt med at sikre den nødvendige arbejdskraft, der skal til for at hjælpe samt sørge for at antallet af
ældrevenlige boliger og nye boligformer følger med tiden. Det bliver en vanskelig opgave, men den er helt
afgørende at lykkes med for at skabe et godt hverdagsliv for de mange ældre.
Overordnet vil vi arbejde på at forøge livsglæden og livskvaliteten for den ældre del af befolkningen. Det vil
vi gøre ved at forebygge ensomhed og arbejde for gode ramme for alle grupper af ældre.
Ældre er en sammensat gruppe, og området skal både favne de ældre, som er aktive i foreningslivet og
andre sammenhænge, samt de ældre, der har brug for en ekstra hånd i ryggen i den sidste del af livet.
Gennem nogle år har vi haft gode erfaringer med frisættelse af ældreområdet. Det arbejde vil vi fortsætte
med mere rådighedsrum for alle medarbejdere og ledere. Både på lederplan og på de enkelte
arbejdsområder på plejehjemmene og i hjemmehjælpen, vil vi arbejde på, at der bliver et tidsmæssigt
overskud for alle medarbejdere, så der bliver mulighed for at løse opgaverne endnu bedre og mere
tilfredsstillende for både medarbejdere og borgere. Der skal være plads til de uforudsete opgaver og til at
øge den tid, hvor der er mulighed for at have kvalitetstid og lave aktiviteter med borgere og kolleger. Der
skal også være mulighed for at sparre og dygtiggøre sig selv fagligt til gavn for fagligheden og trivslen. Det
er målet, at en sådan tids-investering skal give sig udslag i øget livskvalitet for både borgere og
medarbejdere, samt nedsætte sygefravær og give flere medarbejdere lyst til at fortsætte længere på
arbejdsmarkedet.
Ældre, der har overskud af både helbred, tid og ressourcer, vil vi gerne animere til at bruge tid på
fællesskaber, der kan styrke den gruppe af ældre, som ikke længere har det samme overskud. ”Fælles om
fællesskabet” kalder vi det. Det kan være som aktive på vores plejehjem, som besøgsvenner eller i
foreningsarbejde for ældre.
Vi vil gerne arbejde på at forbedre måltidssituationen på vores plejehjem. De konkrete løsninger skal
udvikles lokalt og i samarbejde med ældreråd og brugerråd. Det kan fx være ved at inddrage frivillige
måltidsværter, flere muligheder for selv at fremstille måltider efter de behov, der er det pågældende sted.
Hvis ambitionen om mere rådighedstid til medarbejderne bliver til virkelighed, vil der som konsekvens af
det, blive mulighed for flere individuelle måltidsønsker og vaner på plejehjemmene.
Bedre transportmulighed fra de mindre bysamfund og til lægehus, apotek, indkøb, foreningsarbejde og
sociale arrangementer. Det kan være i form af bedre busforbindelser, større kendskab til teletaxamulighederne og en bedre organisering af enkle samkørselsmuligheder mellem borgere.
Socialdemokratiet vil arbejde for:
• Løbende at udvikle Middelfart Nærhospital, så det bidrager til den nære sundhed.
• Mere tid til medarbejdere og ledere.
• Flere små almennyttige boliger til en overkommelig husleje (5-6000 kr. efter tilskud).
• ”Klippekorts-ordningen” skal fastholdes og eventuelt udbygges.
• Bedre transportmuligheder – øget betjening af regionaltoge, samkørsel og andre muligheder.
• Understøtte de aktive seniormiljøer omkring Tvillingegården og Lillebæltsværftet, men også motion
i dagtimerne og lignende initiativer
Det specialiserede voksenområde er afgørende for at sikre støtte til borgere med komplekse behov. Vi
ønsker en psykiatri, der sætter borgeren ved roret, hvor recovery-orienteret rehabilitering er kernen. For
mennesker med handicap arbejder vi for fuld tilgængelighed og lige muligheder. Borgere med
misbrugsproblematikker skal mødes med effektive behandlingstilbud og en inkluderende tilgang, der
hjælper dem tilbage til et stabilt liv.
For socialt udfordrede familier og børn er det afgørende med tidlig og helhedsorienteret indsats. Vi vil sikre,
at familierne mødes med hjælp, der bygger på tillid og respekt, og at børnene gives muligheder for at trives
og udvikle sig i trygge rammer.
Ensomhed er en voksende udfordring i alle aldersgrupper. Vi ønsker at bekæmpe ensomhed gennem
stærke fællesskaber, hvor ingen står alene.
Unge i Middelfart Kommune står overfor stigende trivselsudfordringer som stress, angst og ensomhed. Vi
vil tage ansvar for at skabe rammer, der fremmer trivsel og mental sundhed.
Civilsamfundet spiller en uundværlig rolle i Middelfart Kommune. De 70 frivillige sociale foreninger, der er
samlet i Frivilligcentret, er en afgørende ressource for vores sociale indsats. Vi ønsker at styrke rammerne.
Tilgængelighed og nærhed er afgørende for, at borgerne oplever kommunen som en stærk
samarbejdspartner. 4Kløveren som “socialkontor” skal styrkes som et sted, hvor borgerne altid kan få den
rette hjælp – hurtigt og effektivt.
Socialdemokratiet i Middelfart Kommune tror på, at stærke fællesskaber er nøglen til at skabe et bedre liv
for alle borgere. Ved at styrke samarbejdet mellem kommunen, civilsamfundet og borgerne kan vi sikre en
socialpolitik, der skaber værdi og håb. Vi er stolte af vores indsats og vil fortsætte arbejdet for en
kommune, hvor fællesskabet binder os sammen. Sammen om fællesskabet.
Socialdemokratiet vil arbejde for:
• Styrke samarbejdet mellem kommunen og civilsamfundet for at skabe helhedsorienterede
løsninger.
• Udvide brugen af ”peer-to-peer”-støtte i psykiatrien og misbrugsbehandlingen.
• Arbejde for bedre koordinering mellem kommunale instanser og regionens tilbud.
• Investere i forebyggende foranstaltninger, så udfordringer adresseres tidligt.
• Understøtte netværk og samarbejde mellem skoler, daginstitutioner og sociale tilbud.
• Sikre, at udsatte børn og unge får adgang til fritidsaktiviteter og fællesskaber.
• Udvide mulighederne for sociale mødesteder, som biblioteker og kulturhuse, hvor mennesker kan
samles.
• Styrke frivilligindsatsen i samarbejde med Frivilligcentret og de over 70 sociale foreninger i
kommunen.
• Fokusere på opsøgende indsatser rettet mod særligt sårbare grupper som ældre, unge og borgere
med psykiske udfordringer.
• Øge tilgængeligheden af psykologhjælp og samtaletilbud for unge.
• Styrke samarbejdet med skoler og ungdomsorganisationer om trivsel og fællesskab.
• Udvikle aktiviteter og fællesskaber, der skaber stærkere sociale bånd blandt unge.
• Sikre bedre støtte og ressourcer til Frivilligcentret og de sociale foreninger.
• Udvikle partnerskaber mellem civilsamfundet og kommunen om konkrete sociale projekter.
• Anerkende og synliggøre den frivillige indsats, der gør en forskel for mange borgere.
• Udvikle 4Kløveren til et samlingspunkt for sociale tilbud i kommunen.
• Arbejde for bedre koordinering mellem de kommunale funktioner, så borgerne oplever en
sammenhængende indsats.
• Sikre et miljø, hvor borgerne mødes med respekt og forståelse
Socialdemokratiet i Middelfart Kommune bygger på en stolt tradition for fællesskab, solidaritet og handling
– også indenfor beskæftigelse. Vi ved, at et stærkt arbejdsmarked ikke alene skaber økonomisk vækst, men
også styrker samfundets sammenhængskraft. Beskæftigelsespolitikken er hjørnestenen i vores fælles
velfærd, og den sikrer, at ingen efterlades uden muligheder – også dem der er længst fra et ordinært job.
Socialdemokratiet i Middelfart følger reformen af beskæftigelsessystemet tæt og er klar til at implementere
ny lovgivning. Vi er enige i, at forenkling og afbureaukratisering er nødvendig, og vi ønsker stadig at
bibeholde en tilpasset beskæftigelsesindsats i kommunen.
Vi er en kommune med stærk erfaring og vigtige resultater, når det gælder beskæftigelse. Ledigheden i
Middelfart er blandt landets laveste, og vi har et stærkt erhvervsliv. Men vi hviler ikke på laurbærrene. Vi vil
videreudvikle indsatsen, så alle får mulighed for at tage del i arbejdsmarkedet, uanset deres baggrund eller
udfordringer.
Vi ved, at ingen løsning er bedre end dens lokale forankring. Middelfart Kommune er et samlingspunkt for
initiativer, der bringer borgere og virksomheder sammen. Vi lytter til lokale behov og bygger videre på
eksisterende partnerskaber med virksomheder, a-kasser, civilsamfund med b.la. frivillige mentorer og
mentornetværk. Vi uddanner frivillige til at bidrage ind i beskæftigelsesindsatsen som en af de eneste
kommuner i landet.
Med den kommende erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse EPX, vil Middelfart have en unik
mulighed for at uddanne unge, der kan tage erhvervsuddannelser. Disse unge vil have mulighed for at blive
i nærområdet, og virksomhederne får mulighed for et større rekrutteringsfelt. Vi vil arbejde for et stærkt
beskæftigelsessamarbejde med den kommende uddannelsesinstitution, samt øvrige uddannelsessteder.
Middelfart har vist lederskab i den grønne omstilling gennem vores ambitiøse klimaplaner. Nu vil vi tage
skridtet videre ved at koble beskæftigelsesindsatsen til klimadagsordenen. Vi vil udvikle grønne
arbejdspladser og styrke borgernes kompetencer inden for bæredygtighed.
Middelfart Kommune har opkøbt en væsentlig mængde erhvervsjord over de seneste år ved Ejby,
Middelfart og Nr. Aaby, og vi vægter et produktivt samarbejde mellem virksomheder og kommune. Vi vil
være virksomhedernes vigtigste samarbejdspartner i forhold til rekruttering i Middelfart, og vi vil
videreudvikle denne retning i tæt samarbejde med virksomhederne.
Vi har desuden et aktivt handelsliv i kommunen, men det er ikke en given ting. Det kræver et konstant og
omfattende arbejde at have liv i midtbyerne. Derfor har vi for år tilbage taget initiativ til dannelsen af
Brobygning Middelfart, som har til formål at skabe liv i Middelfart Midtby, men vi arbejder også med
planlægning, fortætning af boliger i bymidterne og events for at sikre fortsat liv og udvikling.
Med Socialdemokratiet i Middelfart Kommune vil vi fortsætte med at løse beskæftigelsesindsatsen. Vi vil
ikke kun levere løsninger, der virker i dag – vi vil skabe en fremtid, hvor alle har en plads, og hvor vi
sammen kan bygge et stærkere og mere inkluderende samfund.
Socialdemokratiet vil arbejde for:
• Vi vil fortsat understøtte det velfungerende elev- og lærlingenetværk i kommunen, samt
uddannelsesmesser- og aktiviteter.
• Vi får en EPX-uddannelse i Middelfart.
• Vi vil samarbejde med lokale arbejdspladser om et rekrutteringsgrundlag for fremtidens
arbejdsbehov, fx opkvalificering og uddannelse på social- og sundhedsområdet, handel, lager og
logistik, samt hotel- og restaurationsområdet.
• Vi vil samarbejde med flere aktører i kommunen omkring unge, der har brug for flere nye og
alternative veje til job og uddannelse, fx ved forskellige former for praktikker eller at opdyrke nye
former for samarbejder og styrke unges arbejdsindentitet.
• Vi vil arbejde på endnu mere tidligt og forebyggende indsatser, for at forhindre at borgeren har brug
for Jobcentrets hjælp. Det kunne fx være gennem tidligt råd og vejledning til virksomheder om
muligheden for at holde på medarbejderen og de støttemuligheder der findes.
• Vi vil arbejde på en glidende overgang fra arbejdsmarkedet til pensionsalderen. Det kan være fx
nedtrapning af arbejdstid, jobskifte, råd og vejledning om muligheder for fortsat tilknytning til
arbejdsmarkedet efter pension.
At leve i en verden uden kultur er som at leve i en verden uden farver. Derfor er det vigtigt at støtte både
de professionelles aktiviteter og borgernes egne kulturformer. Kultur er en mangfoldighed af skabende
udsagn, aktiviteter og værker i hverdagen. Det kan være digte, fortællinger, tegning, syning, maleri,
keramik, skulptur, sang, korsang, musik, dans, folkedans, sport, musical, video, film, cirkus, teater,
arkitektur, design og meget mere. Politisk fokus på hverdagslivets muligheder med gode faciliteter til
kulturen styrker Middelfart Kommunes attraktivitet, styrker livskvaliteten, fællesskabet og
medborgerskabet og derfor kommunens mulighed for at tiltrække endnu flere borgere og
erhvervsvirksomheder med deres nye ansatte.
En vigtig opmærksomhed skal vies børn og unge, da det er i de tidlige år at identitet, kulturel dannelse og
kulturelle færdigheder grundlægges. Kulturindsatsen overfor børn og unge retter sig mod alle. Det er
nemlig ikke givet, at hvert barn ellers vil modtage den nødvendige påvirkning og inspiration. Der kan være
udsatte og sårbare børn og unge og mennesker med handicap, der behøver en afklaret håndsrækning for at
kunne finde deres rolle og muligheder i hverdagslivet. En øget indsats for de kreative kunstarter, håndværk
og håndarbejder kan give flere børn og unge stærke interesser og komplementere idrætsforeningernes
tilbud.
I de kommende år vil antallet af ældre stige markant. En vigtig opgave er her at skabe gode vilkår for sociale
aktiviteter, indbyrdes hjælpeforanstaltninger med Ældre hjælper Ældre, spændende kulturelle aktiviteter
og mange sjove anledninger til at mødes. Ældres mange kompetencer kan anvendes til nye muligheder for
borgerne og genere fællesskaber på tværs af generationer, som vil løfte hverdagslivets indhold og
bekæmpe ensomhed og inaktivitet.
Kultur kan skabe det uforudsigelige. Kultur kan overskride grænser og skabe nyt. Kultur kan også fastholde
rødder og lokal identitet. Kultur kan slet ikke undværes i fællesskabet! Det udvikles altid allerbedst gennem
inspirerende centrale faciliteter, relevante institutioner og dygtige formidlere.
For kommunens børn og unge etableres en Kulturskole, som kan udgøre en alternativ kulturel mulighed til
kommunens mange idrætsforeninger. Kulturskolen bør som en helt oplagt start, inkludere Middelfart
Billedskole, der med over 25 års erfaring tilbyder undervisning i billedkunst, keramik og grafik for børn,
unge og voksne. En integration i Kulturskolen vil sikre billedskolens fremtid, styrke organiseringen og give
flere adgang til gode kreative tilbud. Middelfart Kulturskole kan udvikles til også at have tilbud indenfor
musik, kunst, dans, håndværk m.m. og udgøre en attraktiv medspiller for folkeskolernes kreative fag for
eleverne. Walker kan i årene fremover prioriteres endnu mere til de ældre unge, der vil have deres eget
musikspillested.
Kulturforvaltningen skal samle til et bredt kultursamarbejde, hvor kommunens mange kulturaktører kan
mødes, udveksle idéer og udvikle nye samarbejder. Dette vil sikre, at både små og store aktører styrkes, og
at kulturens mange udtryk når bredt ud i kommunen. Samarbejdet kan med fordel have til huse i det nye
Medborgerhus og udgøre en inspirationskilde til medborgerhusets udvikling og styring.
Socialdemokratiet vil arbejde for:
• Kulturtilbud til alle børn og unge skal have høj prioritet gennem de nye muligheder.
• Konkrete projekter til udsatte og sårbare børn skal planlægges og gennemføres.
• Kulturtilbud i dagtilbud og skoler, som en del af den daglige læring gennem et åbent samarbejde
med kulturlivet i det omgivende samfund.
• Oplagte samarbejdsprojekter mellem dagtilbud og skoler kan fx ses i forhold til Clay, Middelfart
Museum, Musikskolen, Middelfart Billedskole, Walker, Billedkunstrådet, biograferne, bibliotekerne
og foreningslivet.
• MIND – det nye museum om psykisk sygdom og mental trivsel skal understøttes og sikres gode
vilkår til at udvikle sig til en ny, stor kulturattraktion i hjertet af Teglgårdsparken.
• Kulturlivet i kommunen skal fortsat udvikle det åbne samarbejde i forhold til Fredericia kommune
og Trekantområdet. Eksempler kan være Fredericia-Middelfart Teaterforening og aktivitetshuset i
Fredericia: DEPOTGÅRDEN.
• Den kommunale kulturforvaltning skal spille en central og inspirerende rolle i forhold til kulturlivet i
bredeste forstand – i forhold til kulturinstitutioner, erhvervsliv, foreninger, lokaludvalg,
medborgerhuset og lokale frivillige.
• Kommunale kulturkonsulenter skal rådgive, guide, inspirere, indgå i og forestå projektsamarbejde,
og vejlede om viften af forskellige økonomiske støttemuligheder.
• De folkeoplysende foreninger og de frivillige sociale foreninger kan tilknyttes den aktive
kulturforvaltning og med præcise projektmål øge muligheder for at rumme de fleste borgere.
• Små og store kulturinitiativer overalt i kommunens lokalsamfund skal nyde bevågenhed.
Vekselvirkning mellem centrale og decentrale muligheder skal i fokus. Ligesom utraditionelle
samarbejder og projekter skal dyrkes.
• Understøtte begivenheder som Rock under Broen, Strib Vinterfestival, Jazzfestivalen Balslev festival,
Gelsted Marked, Hindsgavl Festival, Humlemagasinet m.fl.
• Kommunale faciliteter til udøvelse af mange former for aktiviteter skal være til stede. Det kan ske
ved at åbne eksisterende muligheder i lokalsamfundene fx skoler, forsamlingshuse, haller,
konferencecentre og andet. Det kan som et nyt fællesskabende tiltag ske ved at skabe et centralt
Medborgerhus med udpræget borgerindsats og styring.
• Der skal fastholdes økonomiske midler i en kommunal pulje, så der bliver let adgang til at sætte nye
initiativer i gang. Kommunal finansiering skal være tydelig for derved at invitere til nødvendig
supplering fra private, virksomheder og fonde.
• Understøtte håndværkets kulturelle manifestation i unges mentalitet gennem Craft-festivalen.
• Kunst i det åbne landskab placeres på attraktive og synlige steder, der på en spændende måde
påvirker vores hverdagsliv og sindsstemning.
• Børn og unge i vores kommune inspireres til at blive livslange aktive ”kunstnere” indenfor en række
emneområder såsom musik, billedkunst, poesi, drama, håndværk, håndarbejde og dans.
• Workshops i naturen med oplevelser og indsigt i biodiversitet og naturens materialer, gerne
formidlet af kommunens naturvejledere
• Der er behov for at formulere en samlet kulturpolitisk indsats ved at kommunen nedsætter et
rådgivende arbejdsudvalg bestående af en bred kreds af kulturforbrugere og kulturskabere.
Det moderne menneske behøver fysisk bevægelse og kropslige udfordringer. Det er af afgørende
betydning, at opvoksende generationer tilbydes og dyrker alsidig motion og bevægelse.
Idræt og motion fra de tidligste år er fundamentet for et sundt liv. I første omgang betyder det livsglæde og
et fysisk velbefindende, men det er også med til at forebygge svækkelse og sygdom. Kommunen må derfor
på tværs af forvaltninger og i samarbejde med uddannelser, arbejdspladser, foreninger og institutioner
have et vedvarende fokus på motion og bevægelsesområdet.
Mennesker med handicap skal have adgang til alle former for motion og idræt, og det skal være en helt
naturlig del af de eksisterende tilbud. Det er en målsætning, der intenst skal forfølges.
Det er vigtigt, at alle børn og unge kan finde vej ind i fællesskaber for motion og sundhed, især de sårbare
børn og unge, da de ofte ikke har haft samme mulighed for bevægelse gennem en familie og ikke altid føler
sig hjemme i foreningslivets konkurrence- og præstationsverden.
Forældre skal gennem sundhedsplejen tilbydes vejledning og relevante muligheder for at udfolde sig aktivt
med deres små børn, hvad enten det sker hjemme, i naturen eller indendørs i f.eks. sportshaller.
Tidlig opmærksomhed på alsidig stimulering er et nødvendigt fundament. Her er indsatsen målrettet de 0
til 2-årige helt afgørende, men de ældre børn må ikke glemmes.
Børn i dagtilbud og skoler har behov for en bevidst og systematisk indsats omfattende flere former for
motion, idræt og sport. De nye pædagogiske planer for denne opgave skal her sikres de bedste vilkår.
Et præcist samarbejde mellem foreninger, skoler og forældre med relevante projekter kan få endnu flere
børn med i foreningslivet. Idræt i skolen skal motivere eleverne til livslang fysisk motion og her er vores
foreninger den allervigtigste aktør.
De mange foreningsbaserede motions- og idrætstilbud har stor betydning for personer i alle aldre.
De skaber mulighed for kropslige og mentale udfordringer og udfolder tillige vigtige sociale behov. De
mange frivillige, der gennem bestyrelserne driver foreningerne, gør en prisværdig indsats. Ligeså er de
mange frivillige hjælpere og trænere ganske uundværlige. Det er af allerstørste vigtighed, at idræts- og
sportsudøvende kan være forbilleder for børn og unge, og at de kan påtage sig frivillige trænerroller.
Kommunen støtter foreningernes indsats dels gennem økonomiske tilskud til aktiviteterne og faciliteterne,
dels ved at støtte kurser til trænere. Et samspil og et udviklingsarbejde mellem foreningerne understøttet
af Fritidsudvalget er ganske centralt. Foreningerne skal motiveres og støttes til at få alle med, især i
indskolingsalderen. Foreningerne må gerne offensivt signalere, at sundhed og fællesskab er lige så vigtigt
som konkurrence og præstationsfokus. Middelfart Kommunes støtte og politik på området kan med fordel
analyseres og forbedres til højeste niveau på kommunalt plan.
Det kendte foreningsbaserede idræts- og sportsliv suppleres i disse år med en række ikkeforeningsbaserede aktiviteter på individ- og gruppeplan. Det drejer sig i høj grad om unge og voksne, der
dyrker motion og sport for deres egen sundheds skyld – og en stor del af udøverne lægger også vægt på
fællesskabet. Disse uformelle grupperinger skal også kunne tilbydes relevante faciliteter til deres
muligheder og aktiviteter, gerne gennem et nyt alsidigt Medborgerhus i Middelfart By og i en række
spændende udendørs motionsfaciliteter.
Den voksende seniorgruppe skal kunne mødes til alsidige muligheder, så motion, kulturelle aktiviteter og
det sociale liv i fællesskabet kan forenes. En stor gruppe ældre er ikke motionsvante og skal derfor på
varierende vis tilbydes god og nem motion i hverdagen. Vi skal sikre gennem tilskudsformer, at alle seniorer
reelt har en mulighed for at bevare en god fysisk tilstand.
Vi vil også forene det aktive liv med det sunde liv. Sundhed er andet og mere end god fysisk form. Vi vil
arbejde for at gøre sundhed til en integreret del af dagligdagen, hvor trivsel og livskvalitet er i
højsædet. Det gør vi blandt andet ved at:
• øge sundheden og den enkeltes evne til at tage ansvar for egen sundhed
• sætte fokus på tværgående indsatser i borgernes nærmiljø
• sikre øget lighed i sundhed
• opspore risikofaktorer og sygdom tidligt
• sætte rammerne for det sunde liv blandt andet ved at påvirke lokalt, regionalt og nationalt.
Indsatsen skal sikre kvalitet, udvikling og fælles retning i arbejdet for at fremme alle borgeres sundhed. For
at vi kan nå visionen om at øge borgernes sundhed og evne til at tage ansvar for egen sundhed, er det
nødvendigt at sætte ind med forebyggende og sundhedsfremmende indsatser hele livet. De fleste borgere
kan selv tage ansvaret herfor, derfor skal fokus rettes mod de grupper, der af forskellige årsager ikke helt
magter at tage ansvaret for egen sundhed og livsduelighed. Sundhed er et fælles anliggende for alle. Kun et
tæt samarbejde mellem kommunen, lokalsamfundet, borgerne og de praktiserende læger kan sikre den
rette indsats. Der må være en nutidig bred vifte af tilbud, der kan imødekomme forskellige ønsker og
behov. Herunder tilbud til familier.
Socialdemokratiet vil arbejde for:
• Kommunen skal understøtte både foreningsbaserede og ikke-foreningsbaserede aktiviteter.
• Kommunen skal understøtte den store hjælpe- og træningsindsats, der udføres af engagerede
frivillige. Ikke mindst støtte til uddannelse af trænere og gerne forbedre vilkårene.
• Skolernes idrætslærere samarbejder på projektplan med idrætsforeningerne om at få alle 7 til 12-
årige børn med i foreningslivet.
• Fritidsudvalget spiller en vigtig udviklende, samlende og formidlende rolle.
• Etablering af et aktivitetshus med værksteder, hvor alle generationer kan mødes om alderssvarende
motion, aktiviteter og meningsfyldt socialt samvær i en brugerstyret organisation.
• Afprøve initiativer, der understøtter børn og unges mentale trivsel for at modvirke den øgede
mistrivsel, med ungeguider, fritidsmentorer, gerne i samarbejde med ungdomsskolen.
• Udvikling af tæt samarbejde med dagtilbud og skoler om sundhed og livskvalitet.
• Analytisk opmærksomhed mod alle børn, både i vuggestuen og i børnehaven, sammen med
sundhedsplejen, hvor man kigger på motoriske, sproglige og følelsesmæssige udfordringer.
Opmærksomheden vil kunne hjælpe de enkelte børn målrettet i sammenspil med forældre.
• Være opmærksom på alle aldersgrupper med fokus på de sårbare og oversete grupper
• Brugbare tilbud til mennesker med handicap er vigtige – herunder adgang til almene faciliteter.
• Hallerne er primært udviklet som idræts- og sportshaller. Det kan være vigtigt at tænke disse ind
bredere lokalt og evt. i en form for klyngesamarbejde.
• Brug af skolernes gymnastik- og idrætshaller kan på flere måder benyttes af lokalsamfundene.
• Skabe og udvikle spændende udendørs motionsrum, som kan bruges af alle – fx Staurby Skov, Ejby
Bypark, Tusindsårslegeparken og Middelfart Marina.
• Etablere spændende udendørs bevægelsesområder på skoler og institutioner og i højere grad
integrerer læring og bevægelse.
• Have fokus på kosten de steder hvor kommunen kan være med til gå forrest med sunde udbud.
• Stille krav til skoler og daginstitutioner om at der lokalt skabes en egen sundhedsprofil.
• Alternative og nytænkende tilgange til at øge fokus på forebyggelse og sundhedsfremme.
• Samarbejde med andre sundhedstiltag som fx sygehusene.
Middelfart kommune har et infrastrukturelt knudepunkt i Danmark, som vi skal anvende og udbygge.
Motorvej, broer, naturgas, jernbane, havn, cykelstier, store elkabler og andre nøgleelementer i vores
velfærdssamfund løber gennem kommunen. Samtidig pendler mange mennesker både ind og ud af
kommunen, hvilket kræver en effektiv og sikker trafik.
Vi støtter udvidelsen af motorvejen hele vejen syd om Odense. Det er med til at binde Fyn bedre sammen.
Når det ekstra jernbanespor på Vestfyn åbner, giver det samtidig mulighed for en aktiv lokalbane med
halvtimesdrift. Det vil være en gevinst for lokalsamfundene i Kauslunde, Nr. Aaby, Ejby og Gelsted.
Trafiksikkerhed skal prioriteres højt, og det kræver et godt og løbende vedligeholdt vejnet. Vi vil prioritere
en ordentlig vedligeholdelse fra de enkelte fortove over cykelstier til veje for den tunge trafik. Alle
trafikanter; gående, cyklende, bilister og lastbiler skal kunne færdes sikket mellem hinanden.
Socialdemokratiet vil arbejde for at:
• Styrke borgernes mulighed for at tage toget. Når højhastighedsbanen indvies, skal det sikres, at den
gamle bane mellem Kauslunde og Odense fremstår som en moderne lokalebane med halvtimesdrift
og sammenhængende tilbringertrafik ved stationerne Kauslunde, Nørre Aaby, Ejby og Gelsted.
Sammenhængende tilbringertrafik betyder, at alle stationer har buslinjer, sikre adgangsforhold for
alle samt tidssvarende P-pladser med ladestandere og plads til taxa-ordninger.
• Erhvervslivets behov for sikker trafik for deres medarbejdere og logistiske behov sikres bedst muligt.
Daglige pendling, adgang til energi og smarte til- og adgangsveje til hovedfærdselsårene er vigtige
målepunkter, der skal være styrende for en intelligent trafikafvikling.
• Kysten sikres mod de ændrede klimaforhold. Vores kystkultur er presset - f.eks. ved Gl. Slot, Gl.
Havn og Føns strand, hvor dæmningen er udsat. Det ses, når lillebæltsstien benyttes. En
helhedsplan, der er i balance med naturen og det muliges kunst, skal skabe en god kystsikring med
de nødvendige høfder og andre sikringstiltag.
• Trafikken i vores byer skal være i balance for alle. Nem sikker afvikling skal være i fokus. Konkret vil
vi arbejde for nok parkeringspladser, ordentlige fortove, bedre overgange for gående ved
Bjergbanken og Brovejen, etablering af lyskryds ved Jyllandsvej og Odensevej.
• Cykelstier specifikt fortsat vil have fokus. Sikre skolevejen i de enkelte byer og mellem disse skal
udmøntes konkret i bedre markerede cykelspor i f.eks. Hessgade, Stationsvej og andre ofte
benyttede vejen, der befærdes af cykellister. Etablering af nye cykelstier f.eks. Ejby-Brenderup og
mellem Holse og Røjle skal være med til at bygge sammenhængende ”cykelhovedfærdselsåre”.
Dertil skal de bynære områder efter behov indrettes, så bløde trafikanter beskyttes, og cyklen
vælges til de korte ture. Det kan f.eks. ske ved fartbegrænsninger på 30-40 km/t eller sivegader.
• Arbejde for at styrke en effektiv kollektiv trafik med fokus på transport af unge til
uddannelsesinstitutionerne og anvendelse af den nye teletaxaordning, hvor den kollektive trafik er
udfordret.
• Middelfart Marina skal være attraktiv for hele kommunen. Vi vil fortsætte med at realisere
marinaplanen med gode muligheder for formidling af Naturpark Lillebælt, vinterbadning, udvidelse
af foreningshusene m.m. Middelfart Marina skal være attraktiv for lokale sejlere og gæstesejlere,
men også de rekreative områder og erhvervsarealerne giver gode muligheder for alle.
• Middelfart Spildevand har konkurrencedygtige takster, og arbejder for at minimerer
spildevandsoverløb samt at selskabet er en aktiv samarbejdspartner i løsningen af
klimaforandringerne (kraftige nedbørsmængder).
• Intelligent ladestander etableres med formål at sikre ”Vehicle to Home”-teknologien hvor muligt. Vi
ser et stort uudnyttet potentiale i at de mange batterier i de mange biler anvendes til fælles gavn.
Vi skal passe bedre på vores klima og udlægge nye store arealer til natur. Også i Middelfart Kommune. Vi vil
rejse skov – også urørt skov til gavn for biodiversiteten. Der skal etableres mere natur – fx i det
imponerende landskab ved Brende Å. Vi vil bryde dræn og genetablere flere moser og enge til gavn for den
lysåbne natur. Og havmiljøet skal beskyttes ved at udvaske færre næringsstoffer fra landbruget. Endelig har
vi en stor opgave i at øge genanvendelsen af vores ressourcer.
Sammenhængende naturområder: Der skal etableres korridorer mellem eksisterende naturområder for at
styrke biodiversiteten og sikre, at dyre- og plantearter frit kan bevæge sig. Naturpark Lillebælt skal udvides
og prioriteres som omdrejningspunkt for beskyttelse af havmiljøet og de kystnære områder, og der skal
gennemføres undersøgelser af kystområder for at identificere de mest miljøbelastede strækninger. Dette
gør det muligt at målrette indsatser, hvor effekten er størst og samtidig tage hensyn til særlige
naturinteresser i hvert delopland.
Biodiversitet i planlægningen: Lokalplaner bør indeholde krav om vildtvoksende, insektvenlig beplantning
og/eller vilde planter, der fremmer biodiversitet. Dette kan også være i både kommunale og
erhvervsmæssige friarealer og tjener en vigtig signalværdi, selv på mindre arealer.
Borgerinddragelse: Ved at inddrage borgere i naturbeskyttelse gennem workshops, frivillige naturprojekter
og aktiv grøn turisme sikrer man en bred opbakning til bevarelse af naturen.
Kystsikring og klimasikring: Kommunen skal implementere løsninger, der håndterer stigende havniveauer
og ekstreme vejrforhold inspireret af eksempler som Klimabyen og Klimahavnen. Særligt værdifuld
bebyggelse og kulturarv (fx Gl. Slot Hindsgavl) bør sikres.
Grundvand og overløb fra spildevand: Ved at udføre oplandsanalyser og formidle resultaterne til borgerne
kan bæredygtig håndtering af spildevand og grundvandsbeskyttelse prioriteres. Heri indgår den "grønne
trepart", hvor man ved samspil mellem grundvandshensyn, skovrejsning og energiforsyning kan opnå flere
fordele på samme areal.
Husdyrbrug og arealanvendelse: En revision af planlov og husdyrbekendtgørelsen kan sikre, at habitat- og
landzonehensyn behandles under ét regelsæt. Dette vil forhindre, at husdyrbrug får positiv særbehandling i
forhold til andre virksomheder og give kommunen bedre muligheder for at regulere miljøbelastningen fra
husdyrbrug i områder, der ønskes omdannet til fx naturområder. Kommuner bør ud fra en
helhedsvurdering sikres mulighed for at sig nej til husdyrbrug.
Grøn transport: Udbygning af cykelstier, intelligente trafiksystemer samt fremme af elbiler og elbusser
bidrager til en grønnere transportsektor.
Vedvarende energi (VE): Det bør overvejes at påvirke reglerne, så offentlige bygninger kan opsætte
solcelleanlæg, der dækker bygningens grundforbrug. Dette reducerer afhængigheden af
eltransmissionsnettet. Desuden bør VE-projekter tænkes ind i arealomlægningen. Fjernvarmen skal
fortsætte med at være grøn, også på sigt, selv hvis leverancer af overskudsvarme aftager.
Cirkulær økonomi og genbrugsmaterialer: Kommunen kan implementere principper for cirkulær økonomi i
flere sektorer. I byggeriet bør der udarbejdes strategier for genbrug af byggematerialer i nye kommunale
projekter (som fx børnehaver) og erhvervsbyggeri. Ved at undersøge genbrugsmulighederne i
konstruktionen – fx yderbeklædning uden særlige styrkekrav – kan der træffes informerede beslutninger
om økonomi, risiko og materialevalg.
Lokalplaner og klimakrav til nybyggeri: Nye lokalplaner kan indeholde begrænsninger på grundstørrelser,
bebyggelsesprocent og/eller skærpede krav til energiklassificering, hvis beboelsesarealet overstiger et
fastlagt niveau. Dette nedsætter klimaaftrykket fra nybyggeriet.
Reparationsværksteder og møbelbanker: Kommunen kan etablere reparations- og genbrugscentre for at
reducere ressourcespild og fremme en cirkulær økonomi. Dette understøtter et bredere
genbrugsperspektiv med fx møbelbanker, hvor eksisterende ressourcer udnyttes optimalt.
Evidensbaserede løsninger: Ved at gennemføre undersøgelser og analyser skabes et solidt grundlag for
konkrete handlinger og politikker. Resultaterne skal formidles klart og forståeligt til borgere, politikere og
erhvervsliv.
Frivillighed og samlingspunkter: Etablering af et center for frivillige organisationer med fokus på
naturbeskyttelse, bæredygtighed og borgerinddragelse vil styrke lokalt ejerskab og engagement. Et sådant
oplysningscenter kan med fordel indgå i et større kommunalt medborgerhus og kan medvirke til at benytte
inspirationen fra klimafolkemødet til en mere permanent virksomhed.
Formidling og undervisning: Workshops, informationskampagner og inddragelse af skoler og
uddannelsesinstitutioner sikrer, at borgere forstår målene for klima- og naturindsatser og kan bidrage
aktivt til den grønne omstilling.
Erhvervsarealer og bæredygtige krav: Lokalplaner for erhvervsområder kan kræve grønne løsninger,
bæredygtig beplantning og biodiversitetsfremmende elementer.
Lovgivning og politisk råderum: Kommunen kan arbejde for at ændre love og reglementer så bæredygtige
løsninger fremmes, fx ved genbrug af byggematerialer, opsætning af off-grid solceller eller styrket
regulering af husdyrbrug.
Partnerskaber: Kommunen kan etablere partnerskaber med lokale virksomheder om grøn omstilling og
naturbeskyttelse. Dette sikrer en fælles indsats, hvor vækst og naturhensyn balanceres.
Socialdemokratiet vil arbejde for at:
• Skabe flere større sammenhængende naturområder – fx ved Brende Å.
• Rejse ny skov – bl.a. for at beskytte drikkevandet, skabe en rigere natur og give borgerne bedre
muligheder for rekreative oplevelser.
• Strengere krav til biodiversitet i planlægningen, herunder i lokalplaner.
• Bedre kystsikring og klimasikring.
• Mindske overløb fra spindevand.
• Udbygning af cykelstier.
• Der skal produceres lige så meget grøn strøm fra sol og vind i Middelfart Kommune som borgere,
virksomheder, transport og varme bruger.
• Fjernvarmen skal fortsætte med at være grøn og udvides til alle større sammenhængende
bysamfund i kommunen.
• Strategier for genbrug af byggematerialer i nye kommunale projekter (som fx børnehaver) og
erhvervsbyggeri.
• Reparations- og genbrugscentre for at reducere ressourcespild og fremme en cirkulær økonomi.
• Etablering af et center for frivillige organisationer med fokus på naturbeskyttelse, bæredygtighed og
borgerinddragelse.
• Partnerskaber med lokale virksomheder om grøn omstilling