Nr. 11

Christiane Pape Lehrmann

Jeg hedder Christiane, er 46 år og er mor til to teenagere, bor i den gamle bydel i Middelfart og er vokset op i Strib.

Jeg er uddannet pædagog og jeg arbejder som overordnet centerleder for socialområdet i Horsens kommune (rusmidler, psykiatri, hjemløse). Jeg har desuden også erfaring fra en lederstilling på ældre- og socialområdet i Middelfart kommune, samt erfaring fra stat og region. Jeg har været aktiv i forældrerådene på Vestre skole hvor mine børn gik, siddet i bestyrelsen for Middelfart Volleyklub, er frivillig til Klimafolkemødet og madudlevering af overskudsmad.

Jeg er desuden næstformand i bestyrelsen for Socialdemokratiet i Middelfart.

Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg tror på, at Middelfart skal være en kommune, hvor vi tager ansvar for hinanden – særligt de unge og de mest sårbare. En kommune skal kendes på, hvordan vi behandler dem, der har allermest brug for fællesskab, omsorg og håb.

Medarbejderne i kommunen skal ses som vigtige og deres arbejdsmiljø skal prioriteres – også når det politisk går stærkt.

Jeg brænder for at skabe rammer, hvor unge kan leve, larme og udfolde sig, og hvor ældre og udsatte føler sig set og værdsat. Samtidig vil jeg arbejde for, at vi i Middelfart tager vores del af ansvaret for den grønne omstilling, så vi kan give en stærk fremtid videre til vores børn.

Jeg håber på din stemme den 18. november – sammen kan vi skabe et Middelfart med mening.

Hør mere om mine mærkesager i videoen herunder.

Kandidater til kommunal- og regionrådsvalg 2025